En samtale fra klatring i går
jun10Indsendt af:
10. juni 2010 
Om onsdagen (og fremover mandag med) har juniorerne tid fra 17 til 19, der stod en mor og kiggede på sin søn der er så god, at han lige har deltaget i Junior mesterskaberne i København.
Her er et uddrag fra samtalen:
Jeg: "Nå, var det ikke noget for dig at prøve at klatre?"
Hun: "Joh, måske. Jeg har jo prøvet lidt engang. Men hvordan skal man få tid til det?"
Jeg: "Tjah, du er her jo altid sammen med din søn, så i stedet for at stå og kigge på ham kunne du jo klatre i mens."
(Tænke pause)
Hun: "Jow, det er da rigtig nok."
(Tænke pause)
Hun: "Hvordan føles det egentlig at nå helt op under loftet?"
Der fik hun mig lige til at tænke lidt. Hvordan forklarer man den følelse man får første gang man når toppen? Eller hver gang, faktisk. For man udfordrer jo sig selv hele tiden med nye ruter, nye greb, tage en kendt rute på en sværere måde, bruge et lille møggreb som er umuligt at holde i hvis du har klippet negle, osv.
Egentlig er det jo blot den samme følelse man får når man ved med sig selv at man har præsteret et godt stykke arbejde.Det er ikke altid andre kan se det, forstå det eller skønner på resultatet, men det er vel mindre væsentligt?
For at udtrykke det kort, knyttede jeg hånden og sagde: "YES! - Cirka sådan kan jeg udtrykke det. Kort."
(Tænke pause)
Hun: "Er du her på mandag?"
Har vi fået et nyt medlem?